Når regeringen mener, at vi skal forkorte de lange videregående uddannelser for at løfte kvaliteten og sikre en bedre sammenhæng mellem arbejdsmarkedet, rammes sømmet ikke lige på hovedet. 

“Man skal have bly i røven, for at blive en god jurist” – det var noget af det første, jeg fik at vide, da jeg begyndte at studere. Jeg husker, at jeg synes det var lidt skørt og måske mest af alt sjovt, men jeg har da også mærket alvoren bag ordene. For det kræver mange timer i bøgerne, for at blive en dygtig akademiker.

Jeg mener ikke, at det som sådan set er forkert. Men jeg mener, at vi skal indse, at man på ingen områder kommer længst med egen indsats alene, og at en videregående uddannelse også er en holdsport.

Derfor er det også dybt problematisk, at mange unge mistrives, mens de er under uddannelse. Noget er helt og frygteligt galt, når 47 procent af en årgang sommetider eller ofte føler sig ensomme, og når flere end hver tredje studerende føler sig stresset i løbet af et semester. 

Den daværende regerings idé om, at studerende skal tilbydes mere undervisning, modtage øget vejledning og sparring, samt få bedre mulighed for at arbejde ved siden af studiet, er i den henseende absolut den rigtige vej at gå. Jeg hepper på sidelinjen for, at vores uddannelser flyttes i den retning. Det vil både hjælpe den studerende og dygtiggøre den fremtidige arbejdskraft. 

Hvis jeg var i regering, ville jeg, udover de foreslåede kvalitetsløft, også styrke muligheden for individuelle og fleksible studieplaner, samt kaste midler efter bedre studiemiljøer for alle studerende. Vi skal højne trivslen for at højne kvaliteten. 

Men kæden hopper for mig af, når uddannelserne falder for sparekniven og skal forkortes. Kortere uddannelser kan sagtens være et middel, men kan ikke være målet i sig selv. Vores uddannelser må defineres af indholdet og ikke længden.