LÆR MIG AT KENDE
Jeg blev født i 1996 og har det meste af mit liv boet i Aarhus, men har haft fodfæste i både Hobro og København – først omringet af mor, far og fire søskende, bøgehæk og flagstang – nu i en fin lille lejlighed midt i min hjemby. Min mor arbejder som sygeplejerske på Skejby Sygehus, mens min far gør tjeneste i folkekirken som provst i Aarhus Nord.
Jeg voksede op lige midt i en kernefamilie med lidt for røde tal på bundlinjen, men meget fulde hjerter. Det er herfra, jeg blev formet som socialdemokrat med hjertet godt til venstre for midten.
Jeg har altid været særligt opmærksom på de uretfærdigheder, jeg så omkring mig. Og så har jeg altid været meget stædig. Begge dele bruger jeg i dag som drivkraft i mine ambitioner om politisk forandring. Det er stadig i mødet med uretfærdig-hed, at jeg er mest motiveret for forandring.
Jeg er en ung kvinde som brænder for politisk forandring. Jeg har det meste af mit liv været optaget af, hvordan vi bedst og mest retfærdigt indretter vores samfund. Det var derfor, jeg i mine teenageår meldte mig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom – og derfor, jeg lidt senere søgte ind på det juridiske fakultet i Aarhus.
Jeg er en dedikeret og nysgerrig person, som er dybt interesseret i vores samfund med alle dets facetter. Jeg gør en dyd ud af at være nuanceret i mit arbejde. Min tilgang er altid præget af både akademisk tyngde og konkrete erfaringer, og jeg er altid dybt involveret i det, jeg laver.
Min fritid bruger jeg helst sammen med andre og gerne på løb eller kreative projekter – glæder, der stærkt forfølges af min begejstring for min surdej, der efterhånden har fulgt mig længe og giver glæde gennem nybagte morgenboller og den sprødeste pizzabund.
Har du lyst til at lære min endnu bedre at kende, er du velkommen til at følge mig på min instagram (@a.thusgaard). Her deler jeg en smule ud – både at politik og mit lille hverdagsliv.
