Det her med at skrive eller sågar holde taler – det har aldrig været noget for mig. 

 

Første gang, jeg holdt en tale, var til min konfirmation. Jeg husker tydeligt, at jeg febrilsk havde googlet rundt på internettet for at finde “inspiration”. Jeg gik i gang i god tid, men alligevel var det i sidste øjeblik, at jeg fik det færdiggjort. Det var med rystende stemme og svedige håndflader, jeg indledte den tale, hvori jeg takkede familie og venner for opmærksomheden. Så sagde jeg vist ikke meget mere. Men det var også mere end rigeligt. 

 

Rystende stemme og svedige håndflader har jeg stadig. Altså ikke altid. Men når jeg står et sted, som her. 

 

Jeg har reflekteret en god del over det – særligt mine karrieredrømme taget i betragtning og særligt når jeg med frustrerede tårer smækker computeren sammen og for ikke at komme til at sige noget jeg fortryder til mine nærmeste, krøller mig sammen om mine egne tanker. Om frygten for, at jeg simpelthen er for dårlig. Og at dem jeg står foran vil opdage det. At min familie og venner vil opdage det og langt om længe forstå, at jeg aldrig har været særlig god til andet end læsetesten i folkeskolen. Den var jeg til gengæld rigtig god til.

 

Alligevel skriver jeg talen. Gang på gang. Rejser mig op og lader andres øjne hvile på mig, ranker ryggen og ved, at jeg har noget på hjertet, jeg gerne vil dele. Med viden om, at vi lever i et samfund, jeg gerne vil være med til at forandre. For jeg nægter at lade nogen så dum, som mig selv, stoppe min lyst til at deltage i demokratiet. Jeg er simpelthen for stædig i en grad, hvor mine egne nerver og usikkerheder bliver trumfet. Min tale i dag handler netop om, hvorfor det er så vigtigt, at vi lader frygten ligge derhjemme og kaster os helhjertet ind i det demokrati, grundloven for i dag 175 år satte kimen til.

 

Den 5. juni 1849 betød starten på en ny tid. Folkets tid – eller i virkeligheden er “mændenes tid” måske mere rammende for perioden. Et fundament var støbt. Noget vi kunne bygge vores fællesskab på. 

 

Grundloven gav enhver ret til at bruge den stemme, vi ved fødslen er givet. Enhver var herefter berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, og til ultimativt til at give sin stemme til valg. 

 

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det ikke længere er nok, at man har retten til at bruge sin stemme. 

Vi er som samfund nødt til at sikre at pladsen også er der til at bruge den. 

 

Det er min overbevisning, at det er en samfundsmæssig og fælles opgave, desuden fuldstændig fundamental for vores demokratis fortsatte funktion, at vi tilvejebringer, bibeholder og sikrer rummet for politisk samtale. 

 

Lige siden jeg startede på jurastudiet har jeg været fast rådgiver til familiesammenkomster og sommerfester.

En har fået en p-bøde, han synes er urimelig. To overvejer at købe hus eller få børn sammen før de er gift. Et par stykker skulle betale penge tilbage i skat og mange er trætte af, at politiet slukkede sommerfesten sidste år. Jeg deler gerne ud af råd – også til dem, der ikke har bedt om det.

 

Særligt de seneste år, hvor mit politiske engagement for alvor har blomstret, har jeg udvidet mine rådgiverkompetencer til også at omfatte, hvem min omgangskreds skal stemme på – og lige i den sammenhæng, der er det noget, du i øjeblikket vinder på Niels, for jeg kaster gerne om mig med gode råd. “Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stemme” og “jeg har ikke lige fået sat mig ind i det endnu”, er sætninger, der fylder i frokoststuen, på strandturen og til middag med venner og familie. 

 

Jeg svarer som sagt rigtig gerne. Også de jeg har i min omgangskreds, der ikke er socialdemokrater – dem vil jeg gerne give en betragtning eller to med på vejen. 

 

For spørger I mig, er det er ikke nok at have en stemme. 

Det er ikke nok at tage pladsen til at bruge sin stemme. 

Vi der kan, må tage den plads, der er skabt og bruge vores stemme til at give det for demokratiet livsnødvendige engagement i deltagelsen videre. 

 

Da jeg i forgårs kæmpede med ordene på et tomt worddokument, spurgte min kæreste Andreas mig, hvorfor jeg altid insisterede på at tage udgangspunkt i mig selv, når jeg holdt taler. Hvorfor skulle jeg bringe mig selv i spil? Kunne jeg ikke tage udgangspunkt i en god statistik eller noget andet, jeg kunne holde ud i strakt arm. For det ville måske være lettere og mindre grænseoverskridende. 

 

Og jo – det kunne jeg sikkert. Med dagens digitalisering, kan enhver med internetforbindelse relativt hurtigt finde en statistik eller et tal, der underbygger den fortælling, man gerne vil præsentere. 

 

Undersøgelser viser, at over halvdelen af danskerne afholder sig fra at deltage i den demokratiske samtale, fordi tonen er for grov. Kun 3 procent af danskerne angiver, at de ugentligt kommenterer politisk indhold online. Hvor er demokratiet i det?

 

Om få dage sætter borgerne i EU den forsamling, der for de næste fem år er medvirkende til at sætte rammerne for udviklingen af vores samfund. Sidste gang vi gjorde det i Danmark, satte knap 4 ud af 10 ikke et kryds. I år spås det, at endnu flere vil smide stemmesedlen i skraldespanden. Hvor er demokratiet i det?

 

Forårets nyheder kunne fortælle om den ene politiske tale eller arrangement, der blev afbrudt af de få aktivister, der mente, at der var nogle, der ikke længere skulle have ordet. Hvor er demokratiet i det?

 

Jeg er til dagligt en buldrende jubeloptimist. Jeg tror på, at det meste nok skal gå – men jeg vil også insistere på, at vi altid kan gøre det bedre. 

 

Det tør også siges, at jeg har mine forudsætninger i orden. 

 

Jeg kommer fra et – hvad man fristes til at kalde uddannelses-velkendt hjem. Mine forældre fulgte nyhederne dagligt i både fjernsynet og radioen. Hjalp med lektierne. Pålagde “fornuftige” fritidsaktiviteter og opfordrede til at søge fritidsjob.

 

Med det jeg kommer fra, kan det ikke undre, at jeg er gået denne vej og i dag står på denne kasse. Lykken tilsmilede mig, da jeg blev tildelt mine forældre. 

 

Men hvad med de andre? 

 

Og her kommer min grundlovstales budskab: flere skal fremadrettet have adgang til at deltage i demokratiet og incitamentet herfor skal være større, end de problemer, det følger med sig. 

 

Vi skal sikre effektive moderationsværktøjer, klare retningslinjer, brugerbeskyttelse, og fremme positiv interaktion, så alle borgere har mulighed for at deltage i en konstruktiv og respektfuld offentlig debat – også online, hvor store dele af vores fælles liv er rykket over.

 

Og så skal vi være bedre til at inddrage dem, der i dag holder sig langt væk fra den demokratiske samtale. Stoppe op og spørge dem, opfordre dem til at melde sig ind i vores demokrati og melde ud, hvad de mener.

 

Vores land er for lille til, at nogen efterlades, når demokrati-bussen kører. 

 

Men jeg forstår godt, at mange lader være. At lysten til at stå her ikke fylder ret meget hos mange. At mange hellere lader ordene blive inde ved tankerne og lader andre om at stå på mål. 

 

Det må være min opfordring fra talerstolen i dag. Lad os bruge ganske meget mindre end 175 år på at træde det næste skridt op ad demokratiets stige, den stige, der står på det efterhånden ældgamle fundament, og sikre, at endnu flere får pladsen til at deltage i vores demokrati. Kun sådan, kan vi fortsat retfærdiggøre, at kalde vores samfund sådan.